Af Owen Murphy
Instruktør Kasper Rune Larsen er aktuel med sin anden spillefilm efter den velmodtagne debutfilm Danmark (2017), der blev belønnet med både Robert- og Bodilnomineringer. I sin nye film Idioten fortsætter instruktøren i sin flue på væggen-stil med socialrealistiske beretninger fra det mørke Jylland.
Trods enkelte ligheder, er der ikke tale om en Dostojevskij-filmatisering, men snarere rendyrket Mumblecore-socialrealisme. Det unge par Tobias (Jacob Skyggebjerg) og Cille (Sarah Juel Werner) bor i en unavngiven provinsby, og står på tærsklen til at begynde deres liv sammen som mand og kone, ligesom Cille er gravid med deres første barn. De har begge hver deres skeletter i skabene, men er opsatte på at give deres kommende barn en bedre opvækst, end de selv har haft.
Tobias er, efter et afvænningsforløb og aktivering på en dagshøjskole, blevet bidt af skuespillerdrømmen. Hans familie og venner presser ham dog til at være realistisk og skaffe sig et betalende job, der kan få noget brød på bordet.
En af de ting Kasper Rune Larsen gør rigtig godt, er formidlingen af disse slice of life-fortællinger fra nogle afkroge af Danmark, der ikke altid er så stærkt repræsenterede. Ifølge instruktøren, dannede hans egne oplevelser med en arbejderklasseopvækst i Jylland grobund for udviklingen af filmen. Derudover fremgår det, at manuskriptet er blevet til på baggrund af et års udvikling med de to hovedroller, hvor de har skullet afprøve deres roller i den virkelige verden. Dette er et kærkomment forsøg på at gøre vores to hovedkarakterer autentiske, og det giver virkelig pote.
Skyggebjerg er utrolig elskværdig i rollen som den fuldskægsbærende og uglede Tobias og leverer sin debutpræstation til UG. Tobias er den titulære idiot, et mandebarn der springer mellem tusinde ideer, men aldrig får søsat nogle af dem, og her rammer Skyggebjerg sin præstation med hovedet på sømmet.
Sarah Juel Werner spiller godt som den fåmælte og overbærende kæreste, selvom hendes karakter ikke får det bedste udgangspunkt. Cille får desværre ikke nok plads i filmen, og hun reduceres for hurtigt til en statist i Tobias’ verden.
Der er nemlig noget frustrerende ved vores to hovedpersoners manglende evne til at kommunikere med hinanden, der bliver en hæmsko for filmens plotmæssige udvikling. Konflikten i at Tobias’ tur til København falder sammen med Cilles ultralydscanning er for hurtigt overstået, og han slipper for let. Kasper Rune Larsen har udtrykt, at Idioten er en fortælling om social og statslig magtanvendelse overfor mennesker, der ikke passer ind i de drømme, som ens omgivelser og staten har på ens vegne. Desværre bliver forsøget på kritik af etablissementet noget, der nemt kunne vendes 180 grader og pege pilen mod Tobias’ egen manglende evne til at se ud over egen næsetip, og Cilles manglende evne til at kalde ham ud for det.
Der er ikke meget Morten Korch over Idioten, hvor landlig idyl er udskiftet med armod, misbrug og besøg fra kommunen. Ikke desto mindre er slutproduktet utroligt realistisk og troværdigt i dets skildring af livet på samfundets bund.
Overordnet set må man tage hatten af for det slacker-univers som Kasper Rune Larsen excellerer i at formidle. Det er et friskt pust i dansk film, og man må applaudere ambitionen og det stilistiske miljø, der er omdrejningspunktet for filmen.
Kommentarer